Brunar Stenhammer er Djorkas ypperstepræst fra dværgenes folkefærd.
Brunar er, modsat Lavsmester Gorwinn Koldkling af præsterne, ikke af nogen fin eller adelig slægt, men ikke desto mindre har denne aldrende dværg altid gjort krav på respekt og fået den. Han er heller ikke den første Stenhammer, som har været ypperstepræst af Djorka, idet han fik tildelt titlen i midten af sit firehundredende leveår efter sin onkel, Omgur Stenhammer.
Djorkas ypperstepræst i Darconien er mere end 500 år gammel, men langt fra tynget af sin alder endnu. Nogle siger, at det er Djorkas styrke, som render i hans årer og derfor gør, at Brunar ældes langsomt, ligesom klippen der også kan nå en uanet alder uden at smuldre bort. Andre igen holder bare på, at den bedagede knark er for stædig til at blive påvirket af alderdommen.
Som knægt valgte Brunar at følge i sin onkels spor frem for i sin faders, som ellers var en højagtet dværgesmed. Skønt Brunar i sine unge dage modtog oplæring i kunsten, som udspringer af hede, styrke og stål, valgte han dog at gå hellighedens vej og at tilsværge Djorka sin stemme og sine gerninger. Og således gik Brunar i lære hos sin onkel ypperstepræsten, der begyndte at udvide den unge dværgs religiøse forståelse og teoretiske viden til stor glæde og stolthed for både fader og onkel.
Dette er rent faktisk al den viden om sit liv, som Brunar nogensinde har offentliggjort om sin ungdom, for som så mange andre dværge har han ikke ligefrem hang til at udbrede sit eget privatliv for omverdenen. Det er meget muligt, at Djorkas børn og tro tilbedere har langt større kendskab til deres ypperstepræst end resten af Nirahams befolkning, men det er i hvert fald ikke noget, som de deler med ikke-dværge.
Et karaktertræk ved Brunar Stenhammer som ikke desto mindre er verdenskendt, er hans højt lovsungne karakterfasthed og viljestyrke… Også kendt blandt nogen som hans umenneskelige stædighed og ubøjelighed. Det er kendt vidt og bredt, at Djorkas ypperstepræst har hjemme i dværgenes stavn, og han rokker sig ikke for nogen som helst grund i verden: De, som vil Burnar Stenhammer noget, må kort og godt komme til ham for at fremlægge deres sag, afgive deres høfligste hilsner, og hvad de nu ellers måtte have på hjertet. Siges skal det dog, at Djorkas ypperstepræst aldrig har udvist andet en udsøgt gæstfrihed overfor sine besøgere, så længe de selv holder en ordentlig tone og respektere deres vært. Ydermere er det kun sjældent at han viser nogen bort uden at lade dem fremlægge deres sag, og i disse tilfælde er det blot, hvis de allerede har dummet sig gevaldigt overfor ypperstepræsten, men ikke kommer for at undskylde.
Tro imod hans legendariske viljefasthed flakkede Brunars tro på hans gud heller ikke så meget som et øjeblik, da Djorka forsvandt under Dommedag, og siden Djorkas genopvækkelse har Brunar heller ikke i én eneste gudstjeneste forsømt at nævne, hvilke mirakler trofasthed og viljestyrke er, thi det var disse, som bragte Djorka ud af søvnen og tilbage til hans børn. Brunar har siden hen prist de trofaste dværges loyalitet og styrke til skyerne og har gentagende gange understreget, at intet mindre end den sjælsstyrke og kraft, som dværgene præsterede at udvise den dag, da de vækkede Djorka, er, hvad han altid har forventet af dværgenes folk og altid vil velsigne Djorkas børn for.
Skønt dværgene ikke er tilbøjelige til at beskrive deres ærværdige ypperstepræst med mange flere ord end ”agtværdig”, ”udvalgt” og som ”en dværg af statur”, forekommer det dog de ikke-dværge, som ser ham, at der kunne hæftes en del flere tillægsord på den aldrende ypperstepræst. Som alle dværge er Brunar Stenhammer ikke særlig høj, men dette gør han så rigeligt op for i bredde – at Djorkas forkynder er en dværg der både forstår at nyde et ordentligt krus dværgesprit, og som ligeledes er så stærk og urokkelig som en klippe, er der ikke tvivl om.
Ydermere, så siges det, at hans skæg skulle være en af de mest imponerende i hele Darconien, og det siger ikke så lidt (og mere til, når det ytres af en dværg)! Denne påstand kunne dog blot være mere en måde for dværgene at vise deres respekt for deres hellige ypperstepræst på, end en egentlig sandhed.
Det siges om Brunar Stenhammer, at han engang, ene dværg, standsede en blodberuset trold, der dukkede op i dværgenes mineskakter og var nær ved at overvinde den, inden den skyndsomt trak sig tilbage og forsvandt i gangens mørke. Dværgene mener selv, at Brunar forfulgte trolden og uskadeliggjorde den, mens andre igen mener, at historien ender der, og at ypperstepræsten, som ellers ikke er en kriger, gjorde det godt nok ved blot at fordrive trolden. Andre igen anser ikke dette sagn for at være andet end den sædvanlige fuldedværgssnak.
Sagnet siger ligeledes om Brunar Stenhammer, at den mægtige hammer, som han bærer ved sin side, er fortryllet.
En populær fortælling iblandt dværgene lyder på, at Djorka har velsignet ypperstepræsten Brunar, således at denne kraftfulde forkynder aldrig vil kunne blive fuld. Der skulle efter sigende gå en masse sjove historier om de utallige drikkekonkurrencer, som ypperstepræsten skulle have deltaget i (og angivelig altid vundet stort).
Til gengæld skulle et mindre flatterende rygte gå på, at selv samme Brunar Stenhammer er allergisk overfor vand. Dette rygte har affødt en masse spekulationer om, hvorvidt den ærede ypperstepræsts tilbageholdenhed måske skulle skyldes en ualmindeligt kraftig odør, eftersom han ikke burde være i stand til at gå i bad uden at få en allergisk reaktion.