| Nimar | |
 | |
| Benævnelse(r) | Skaberen |
| Gruppetilhør | De Fire Første guder |
| Guderige | Aferheim |
| Tilbedere | Elvere og mennesker |
| Domæne(r) | Liv, lys, fred |
| Mirner | Lysvæsen |
| Mage(r) | Rina |
| Efterkommer(e) | Djorka, Rasnasolin, |
| Helligdag(e) | Majfesten |
Nimar, også kaldet Skaberen, var gud for liv, lys, fred og tilgivelse inden Dommedag. Da Rina gik bort, døde Nimars altoverskyggende tilgivelse dog også, og siden Dommedag har Nimars symbol været rødt som Rinas blod, i stedet for sort. Det er Nimar, som har skabt Niraham og alle dens dødelige racer, undtagen sortblodsvæsenerne. Han er den mest tilbedte guder blandt menneskene, og langt de fleste viser ham stor respekt som følge af hans enorme skaberværk.
Tilbedere
Nimar tilbedere er ofte mennesker, men da han er en del af den elviske panteon, har den Hvide Herre også mange tilhængere blandt elverne. Især bønder tilbeder Nimar, for han er de svages beskytter og livets gud. Mange agerbrugere tilbedere Nimar og Rina som en guddommelig enhed, for det er dem, som sammen har skabt alt liv. Desuden er dette par et lysende forbillede for ægtefolk i hele Niraham. Også Kongeriget Narabond har et særligt forhold til Nimar, for det er ham, som er deres riges skytsgud.
Familieforhold
Nimar er stamfader til flere af de Ti Sande guder. Djorka og Rasnasolin er begge Nimars sønner, som Rina har født ham. Det var sønnernes strid, som i sin tid inspirerede Nimar til at skabe Niraham. Igennem Djorka er også Ragil og Burania af Nimars Slægt Sissianna er den yngste af Nimars og Rinas børn, og hendes datter Lyane er således også af Nimars Slægt.
Nimars kirke
Nimars mest berømte ypperstepræst hedder Semian, og er et menneske. Nimar har velsignet ham umådeligt meget, for Semian har tjent ham trofast og længe med hele sin eksistens. Fader Semian er leder af Den Monopatiske Kirke, der forener tilbedelse af Nimar, Rina, Jorin og Gasnian
Nimars elviske ypperstepræstinde er Lirien Dagskær. De to overhoveder for Nimars største trosretninger har et nært samarbejde, men deres forskellige tolkninger af Nimar har været vanskelige at overkomme. Efter Dommedag har Nimars kirke været splittet, for mens mange har troet på profeternes ord om, at Rina er død og at Nimars absolutte tilgivelse er forsvundet med hende, så klynger mange sig også stadig til den gamle tro. Især elverne nægter at vige fra deres overbevisning om, at Rina blot er forsvundet, og at Nimars nåde således stadig er inden for rækkevidde af enhver, som helhjertet ønsker sig at opnå den.
Indtil for nyligt var Nimars hovedsæde blandt menneskene Lysets Katedral på Højsletten, men med dennes fald har kirken måtte trække sine affærer nordpå, til Narabond og Emyr. Elvernes største Nimartempel er Den Hvide Helligdom i Vetas.
Ikonografi
Solen bruges gerne som et symbol for Nimar af den åbenlyse grund, at det er ham og den, som bringer lys til Niraham. Også Rina tillægges dog solen som ikon, da det er ved morgengryet, at Nirahams magi bliver fornyet, så enhver afbildningen af solen som ikon for en guddom skal betragtes i den større sammenhæng.
Også hyrdestaven bruges hyppigt som et symbol på Nimar, og selv er guddommen næsten aldrig afbilledet uden den. Ofte holder han desuden en lanterne i den anden hånd, thi han er sine tilbederes beskytter og vejviser, som hyrden er det for sin flok.
Guderige
Nimars hjem er et smukt, lyst landskab med enge, marker og skove. Her risler store bække og løber ud i store, klare søer mellem bakkerne eller i skovenes dyb, og der hersker en evig fred. Spredt rundt omkring i landet ligger både små landsbyer og større stæder, og overalt hersker venskab og fordragelighed. Guderiget minder meget om Nirahams overflade, blot i fuldendt og evigt lyksalig form.
Ærkeengle
- Hans-Emil - lindring af smerte
- Jemira - lindring af frygt
- Iri - sandhed
- Emael - troskab
- Enur - helbredelse