Niraham er navnet på den verden, hvor dødelige væsener lever. Fra tid til anden gæstes Niraham også af guder, dæmoner og andre uforgængelige skabninger, men først og fremmest er denne verden forbeholdt de dødelige.
Skabelse
Niraham blev skabt af Nimar i tidernes morgen for mere end 100.000 år siden. Dengang kæmpede Nimars to sønner, Djorka og Rasnasolin, indædt mod hinanden i Aferheim, gudernes rige, og visdommens gud, Gasnian, forlangte, at de unges fader skulle skabe et sted, hvor de kunne kæmpe uden at lægge gudernes eget hjem øde. Gasnian skuede ud i det fjerne kosmos og fik øje på stjernerne, så han bad Nimar om at tage tre af disse og smede dem til en plade. Dette gjorde Nimar, og Gasnian navngav pladen Niraham – Nimars land. Stjernepladen stod i flammer, og Nimar bad derfor Rasnasolin om at køle den med sit vand. Rasnasolin lod regnen falde i utallige år, indtil hele pladen var dækket af vandet. Nimar bad da sin søn om at fjerne noget af det igen, men Rasnasolin nægtede, og Nimar vendte sig derfor i stedet til Djorka. Nimar og Rina formede tusindvis af stenstøtter i Djorkas billede og gav dem liv, hvorefter Djorka navngav dem dværge og satte dem på den eneste høje tinde, som stadig ragede op over Rasnasolins verdenshav. Djorka bød da sine børn at grave dybe kanaler igennem bjergene, som omkransede hele Niraham på pladens kant, som vandet kunne løbe bort i. Da dværgene efter mange års slid måtte opgive at fjerne hele havet, var meget af vandet dog flydt bort, og Niraham bestod da både af ocean såvel som af høje bjerge og dybe dale, samt en ørken så enorm som noget hav. Da så gudinden Sissianna ned på pladen, og hun sørgede over dens hæslighed. Derfor bad hun Nimar om at skabe græs på engene, buske og blomster til fjeldsiderne og dybe skove, som kunne dække den golde jord. Nimar efterkom Sissiannas ønske, og skabte dertil også et folk i hendes billede, som kunne varetage denne natur. Disse var elvere. Da Fanabina så, hvordan elverne tilbad Sissianna, blev hun misundelig og forsøgte at gøre Nimars skaberværk efter. Hun brugte rall og sin egen magi til at skabe sortelvere, orker og gobliner. Grønhuderne flygtede op i bjergene, hvor elverne ikke kom så ofte, og slog sig ned der, men sortelverne søgte ned i jordens indre, for Fanabina åbnede Nirahams overflade og ledte sine børn ned i Underverdenens grotter og tunneller, hvor de kunne leve i sikkerhed for sollys og de mange varme følelser, som på daværende tidspunkt regerede på Niraham. Her gravede sortelverne selv flere gange og udvidede de underjordiske huler, så Underverdenen efter flere tusinde år havde forvandlet sig til et mægtigt, skjult rige i sig selv. Da guden Ragil gav de mange sortblodsvæsener våben at kæmpe med og opfordrede dem til at angribe deres elviske naboer, begyndte en langvarig krig. Verdensskoven, som indtil da havde dækket hele den nordlige halvdel af Niraham undtagen Rustbjergene, blev hærget af både stål og ild, indtil den var blevet delt i flere små klumper forskellige steder i Niraham. For at forhindre en lignende krig imellem racerne skabte Nimar efter Gasnians råd menneskeracen i guden Arams billede. Mennesket blev hurtigt det mest talrige folkefærd i hele Niraham, og de begyndte at opdyrke jorden. Snart var store dele af pladen forvandlet til marker. De mange racer begyndte at trække skel imellem deres riger, menneskeheden fik flere herskere, som hver især gjorde krav på deres land, og efter tusindvis af års udvikling fik Niraham sit nuværende udseende.
Geografi
Niraham rummer alle tænkelige slags landskaber.
Havene Fastlandet er omgivet af fem have, og omslutter tre andre. Mod nord findes Stormhavet, som grænser op til Eislonien og halvdelen Rustbjergene, mens Ishavet indrammer resten af Rustbjergene. Ude i selve ishavet ligger øen Norrland. Mod vest støder Ilings Sø op til Darconien og Paravien, mens øen Plen ligger længst mod vest. Det Tharkinske Hav grænser op til Tharkien sammen med Den Tharkinske Bugt. Mod syd og øst strækker Det Violette Hav sig hele vejen rundt om Zara'bash, Bang Tei, Drageøerne, Nodais østlige bred og Eisloniens østligste grænse. Dragens Gab markerer strædet mellem Bang Tei og Nodai, mens Smaragdbugten støder op til Eisloniens sydlige bred. Den Kamirranske Kanal løber fra Dragens Gab og deler Zara’bash fra Traegonn Sletten, indtil den munder ud i det store indhav Kamirr.