Niraham Wiki

Ingame vs. offgame viden[]

I liverollespil skelnes der mellem de informationer, man besidder som person (offgame viden) og de informationer, som ens karakter besidder (ingame viden). Oftest ved en spiller meget mere om den verden, som han spiller rollespil i, end hans karakter gør. F.eks. ved Jonas, hvilke roller hans venner spiller, og hvad deres karakterer hedder, og han ved, at der findes guder og magiske væsener.

Måske har Jonas også læst på wikien og fundet ud af, at dryader faktisk er en af gudindernes personlige tjenere, eller at elvernes mægtigste troldmand kaldes Den Vise. Men hvis hans karakter, "Grumle", f.eks. er en goblin, der er vokset op som jæger ude i vildnisset, ved Grumle ikke særlig meget om hverken dryader eller om elverne, som han aldrig har set eller mødt. Så er det vigtigt, at Jonas ikke kommer til at spille på, hvad han ved offgame, for det ville være det, som kaldes for "metagaming", og som faktisk betragtes som snyd.

Denne wiki er skabt for, at folk kan læse om nogle af de ting, som deres roller burde kende til. Den kan selvfølgelig også bruges, hvis man bare generelt er interesseret i Niraham, eller hvis man gerne vil være helt sikker på, at man spiller på den senest opdaterede kultur. Men når så meget information bliver lagt ud til fri afbenyttelse, bliver risikoen for metagaming også meget større. Derfor er det vigtigt, at man er opmærksom på, om noget af den information, man læser på wikien, faktisk ikke er særlig udbredt ingame.

Hovedreglen er, at enhver skal bruge sin sunde fornuft. Hvis ens karakter er elver og aldrig har været i orkernes hjemland, skal man selvfølgelig ikke spille på, at ens karakter ved alt om orkernes byer, samfund og levevis. Men for at gøre det lidt lettere for folk at gennemskue, hvilke informationer der primært er udbredt hos en bestemt befolkningsgruppe, bliver nogle artikler gennemskåret af en linje og betegnelsen for en bestemt gruppe, hvilket betyder, at al teksten under linjen kun er kendt af de pågældende folk.

Eksempel[]

En dryade er legemliggørelse af et træs ånd. Den lever først og fremmest i Eislonien og Santillia, men findes generelt i alle større skovområder, hvor den værner om naturen i samarbejde med de øvrige skovvæsener.



Gejstlige og elvere


En dryade hører inde under den kategori af skabninger, som kaldes for skovvæsener. Dette betyder, at den er en af gudinden Sissiannas mirnere. På trods af at dryader ofte optræder i folkefortællinger fra især Lenerne, som omgiver Santillia, og de paraviske lener, som ligger på grænsen til Den Nye Verdensskov, er det de færreste, som har et reelt kendskab til dryaderne og deres levevis. [...]|-


I nogle tilfælde er der så få folk, der har ingame kendskab til indholdet i en artikel, at det simpelthen står nævnt i teksten.

Eksempel[]

Arakniderne er en hemmelig sortelvisk orden, som kun samfundets øverste herskere kender til og kan kontakte. Blandt menigmand ved ingen rigtig, hvem eller hvad en "araknid" er bortset fra, at det er dødsensfarligt at komme på tværs af en. [...]

Der er på nuværende tidspunkt 960 artikler på Niraham Wiki, så det kommer til at tage noget tid for den ansvarlige at gennemgå dem alle sammen og sikre, at linjen og gruppebenævnelsen er med i alle de indlæg, hvor det er relevant. Derfor er den vigtigste regel stadig: Brug din sunde fornuft!


Artiklerne[]

Alle artikler på Niraham Wiki skrives af den arrangørerne i Valbyparken Rollespil. Hjælp til at udvide wikien er påskønnet, men hvis man føler, at der mangler en artikel, og man selv har lyst til at skrive den, skal man kontakte kulturhovedarrangøren på wiki@vprollespil.dk og præsentere sin artikel i stedet for bare at lægge den direkte op på wikien. Indlæg, som er oprettet uden den ansvarliges tilladelse, vil blive slettet.

Det samme gør sig gældende, hvis man finder fejl i en eksisterende side. Wikien har en funktion, som forhindre udefrakommende i at redigere i indlæggene, men hvis man finder en fejl, kan man stadig kontakte den ansvarlige, så vedkommende kan rette fejlen.


Sandheden og "sandheden"[]

Denne wiki er dedikeret til at udbrede viden om Niraham eller rettere sagt til at udbrede viden, som den er kendt i spil. Dette betyder, at alt, hvad der står på denne wiki, ikke nødvendigvis er den endegyldige sandhed. Nogle af indlæggene er faktisk lodret forkerte, men eftersom deres indhold betragtes som sandheden af den brede befolkning i Niraham, får de lov til at forblive skrevet på denne måde.

Hvis du er en af de spillere, der har været med i Tempus i mange år og er bekendt med en god del af den "hemmelige kultur", som primært har været forbeholdt arrangører til kampagnen, så lad være med at gå fuldstændig i spagat, hvis du ser et indlæg på wikien, som ikke er den rene og skære sandhed. Det kan meget vel være en fuldstændig overlagt beslutning fra kulturhovedarrangørens side, som gør, at artiklen ser sådan ud. Skriv meget gerne for at få bekræftet, at der vitterligt ikke er tale om en fejl, men vær kun rolig: Det er sjældent tilfældet.


Kontakt[]

Den nuværende ansvarlige for Niraham Wiki er Sara Krogh Holm. Kontakt kan ske enten via den officielle mail wiki@vprollespil.dk eller ved at kontakte hende til Valbyparken Rollespils torsdagscafé.